Hvad er en chatbot? Den komplette guide til chatbots

hvad er en chatbot

En chatbot er en applikation, der er bygget på kunstig intelligens (AI) og et regelsæt, hvilket potentielt gør den i stand til at kommunikere uden menneskelig assistance.

Ordet chatbot består af to dele: chat og robot. Chat beskriver den måde som mennesker interagerer med robotten på. Det foregår oftest via skrift eller tale. Robot beskriver den smarte del – nemlig at chatbotten kan handle på egen hånd.

hvad er en chatbot
Kilde: FreePik.com

I det her indlæg vil jeg komme nærmere ind på:

  1. Hvad en chatbot kan bruges til
  2. Hvor man kan møde en chatbot henne
  3. Hvorfor chatbots er blevet så populære
  4. Hvordan du kan bygge din egen chatbot
  5. Hvor du kan lære endnu mere om chatbots henne

Lad os komme i gang.

Hvad kan man bruge en chatbot til?

Chatbots kan bruges i mange sammenhænge og til mange forskellige formål. Populære use cases for en chatbot er:

  • Automatisk besvarelse af kundesupport
  • Nyhedsbreve, f.eks. for en virksomhed eller et nyhedsmedie
  • Leadgenerering for virksomheder, der vil sælge deres varer eller services på autopilot
  • Quizzer
  • E-commerce forretninger, der vil sælge deres varer gennem en chatbot i stedet for deres webshop eller som supplement
  • Personlige assistenter, der minder dig om dine opgaver
  • Automatisering af mindre manuelle opgaver

Listen af brugsscenarier er næsten uendelig og det er kun din fantasi der sætter grænser for, hvad en chatbot kan bruges til.

Netop derfor er interessen for chatbots også steget markant over de seneste år.

google trends chatbot
“Chatbot” på Google Trends

Hvor bruger man chatbots henne?

En chatbot kan bruges mange forskellige steder og der popper konstant nye steder op, hvor chatbots bruges.

Chatbots på Facebook

I 2016 åbnede Facebook Messenger op for, at udviklere kunne bygge chatbots på platformen. Det betød pludseligt, at virksomheder kunne nå deres målgruppe på en helt ny og interaktiv måde, der ikke var set i så stor en skala før.

Facebook Chatbot
Camille Brinch Jewellery’s Facebook Chatbot

Ovenfor er det smykkevirksomheden Camille Brinch Jewellery, der giver besøgende mulighed for at swipe mellem forskellige smykker og læse mere om deres egenskaber.

På Facebook er chatbots især populært blandt virksomheder, der har svært ved at nå deres publikum via andre marketingkanaler som f.eks. e-mail markedsføring.

Jeg har tidligere selv lavet en række chatbots og forskellen er soleklar. Folk læser deres beskeder på Facebook. Men de læser ikke altid deres e-mails.

Derfor kan en chatbot på Facebook være utroligt givende for en virksomhed, der gerne vil have et tættere forhold til sine kunder, fordi samtalen foregår hvor kunderne skriver med deres venner og familie.

Hvis du vil læse mere om mulighederne på Facebook, så tjek mit indlæg om Facebook Chatbots.

Chatbots i Slack

Virksomheden Slack, der har lavet en platform hvor virksomheder og andre grupper af mennesker kan kommunikere, har lavet deres egen chatbot kaldet “slackbot”. Chatbotten hjælper nye brugere i gang med at bruge programmet og giver små tips til hvordan man bliver en bedre bruger af Slack.

slack chatbot
Slackbot

Den fungerer ligeledes også som en slags leverandør af notifikationer. I stedet for at vise en notifikation som Facebook gør, så sender Slack den som en besked. Slack har åbnet deres platform, så andre udviklere kan programmere deres egne chatbots.

Chatbots på hjemmesider

Som jeg nævnte før, så bruger rigtig mange virksomheder en chatbot til at besvare hurtige spørgsmål fra deres kunder eller besøgende på hjemmesiden.

Hvis du benytter en chat-funktion på din hjemmeside, så kan du også selv sætte automatiserede svar op i din egen chatbot. Virksomhederne der tilbyder dette, såsom Intercom, Drift, Zendesk og Hubspot, har alle set rigtige gode resultater ved dette.

intercom chatbot
PL & Partners Intercom Chatbot

Her er det virksomheden PL & Partners der har bygget en Intercom-chatbot, der byder besøgende velkommen på deres hjemmeside.

Ved at give kunder og besøgende svar med det samme, og ikke tvinge dem til at sidde og vente på svar fra en medarbejder, så kan de hurtige komme videre med deres mål og virksomheden yder dermed en bedre service.

Sådan bygger du din egen chatbot

Det kræver ikke nødvendigvis udviklingskompetencer at bygge en chatbot. Flere virksomheder har gjort det muligt at bygge chatbots med såkaldte “drag-n-drop”-løsninger.

Vil du f.eks. bygge en chatbot til Facebook Messenger, så findes der to store udbydere af en kodefri løsning:

  • ManyChat
  • Chatfuel

Sidstnævnte benytter jeg selv, når jeg bygger chatbots. Dog er de to platforme meget ligeværdige og jeg vil derfor råde dig til at vælge den platform, du finder mest intuitiv, hvis du ikke allerede har prøvet kræfter med én af dem.

Hvis du selv vil prøve kræfter med at bygge en chatbot, så findes der en række af meget billige online kurser. Du kan finde en hel del af dem på Udemy’s kursusoversigt.

Her kan du lære mere om chatbots

Indlægget her var en introduktion til verdenen af chatbots. Der findes dog så meget ekstra viden derude, at du ikke skal snydes for et par gode ressourcer.

Chatbotslife – Medium Blog

chatbotslife medium blog

Chatbotslife er en side på blog-platformen “Medium”. Her skriver personerne bag nyheder og guides inden for verdenen af chatbots.

Facebookgruppen “Chatbots – den hårde kerne”

facebook-gruppe chatbots

På Facebook deler en række danskere deres viden og erfaringer med chatbots. Selvom gruppen ikke er den mest aktive, så deles til tider nyttig viden.

ManyChat og Chatfuel’s egne Facebook-grupper

Skaberne bag de største Facebook chatbot-platforme har selvfølgelig også deres egne Facebook-grupper, hvor eksperter og medarbejdere deler ny viden. Sammenlignet med den danske gruppe, så sker der en del mere herinde. Se ManyChat’s gruppe her og Chatfuel’s her.

__

Sidder du tilbage med spørgsmål om chatbots, hvad de kan bruges til eller hvordan du sætter din egen op, så smid en kommentar herunder.


Also published on Medium.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *